Turtle-rock med ouzo-klarinet

De seneste tre dage har været forrygende med oplevelser! Tirsdag skrev og sendte jeg godt og vel 30 postkort til det danske folk. Budskabet var entydigt - send me more money!

I går var jeg på Museum of Popular Instruments. Der havde de nemlig klarinetundervisning fra kl 15-18. Jeg fik lov at være med, selvom det normalt koster 70 Euro om måneden!
Først var vi kun læreren, Dimitri Kotsias, og en ældre herre, der gerne ville spille folke-klarinet og blogforfatteren.
Senere kom eleverne dumpende ind, én efter én. Selvom de altså betaler 70 Euro, har de ikke noget mod at undvære halvdelen af undervisningen!

Dimitri kunne kun græsk, en lille smule tysk og meget lidt engelsk. I begyndelsen kunne ingen af de andre oversætte, men senere kom en kvinde til, som kunne godt engelsk. Hun havde samtidig navnedag - de holder ikke fødselsdag hernede, men får navn efter den helgen, på hvis festdag de bliver født - og derfor havde hun lækkerier med som chokolade og ouzo. Jeg blev straks budt på det hele. En anden, ældre mand havde karameller med og gav mig hele tiden nogle, så mange at jeg nærmest ikke kunne spille.

For jeg fik lov at tage min klarinet frem og spille med. Det var sjovt! Uheldigvis spiller jeg på en anden type, mere klassisk klarinet, end de gør. Uden at gå i detaljer, så er der små forskelle i måden at tage tonerne på. Det var egentlig ikke noget problem for mig, for jeg lyttede til, hvad de spillede, men Dimitri, læreren, insisterede på, at jeg skulle tage tonerne på en bestemt måde, når nu jeg spillede på en anden type klarinet, "french-system clarinet", som han sagde. Når han ikke kiggede, spillede jeg de toner, JEG hørte :-)

Eleverne var fra midaldrende til gamle på holdet. De var ikke nybegyndere, men langt fra færdigslebne, og det kunne høres tydeligt, når vi i pauserne skulle spille efter læreren. Så spillede 6 falske klarinetter sammen i uens takt, den ene højere end den anden. Det lød vanvittigt, men det var ret hyggeligt.

Desværre fik jeg ikke forevigt denne sceance på billede. Jeg har dog en hel del lydfiler, som skal sorteres for at få lærerens dessiner og små tricks med hjem. Det andet kan måske bruges i den der moderne elektroniske musik, der jo ynder sådanne sære lydbilleder.

Men ét billede fik jeg dog taget. I haven ved museet gik der to skildpadder rundt, som tydeligvis var turtelduer eller turtlelovers. Jeg havde hørt om de antikke grækeres noget frivole og promiskuøse adfærd, der jo endte brat med kristendommens indtog i den græske verden. Men, alting tager jo længere tid for skildpadder, så det havde de nok ikke hørt om endnu. I hvert fald overraskede jeg dem midt i en reel parringsdans til den virtuose klarinetsymfoni:

Turtle-rock til klarinetkakofoni

I dag har jeg først været i Piræus, Athens havneby, for at se på bouzoukier. Jeg fandt en amerikansk hjemmeside om bouzoukier, skrev til webmasteren og hørte ad, hvilke forretninger han anbefalede. Svaret lød prompte: Christos Spourdalakis, som jeg besøgte i dag. Nøøj, hvor var det nogle fine instrumenter - men de koster også. De bedste standardmodeller begynder fra 1500 euro og opefter.

Mine spillekammerater vil vide, at jeg ofte har brugt formuer på udstyr, som jeg har måtte sælge igen til halv pris - og dermed tabt en masse penge - så klog af skade har jeg besluttet, at der ikke ryger nogen bouzouki med hjem i håndtasken denne gang :-(

Ærkebiskop Ieronymos' palæ

Dagen sluttede af med at overvære en korprøve med Ioannis Arvanitis' kor i Ærkebiskoppens palæ. De synger byzantinsk musik, som jeg omtalte i sidste indlæg. Korprøven tog godt 1½ time, og de sang kun to "numre". To hymner, som varede ca. 15-20 min. hver! Jeg fik foreviget det meste på Zoom recorderen, og Arvanitis gav mig også en kopi af en "node", dvs. med byzantinske nodetegn, som jeg ikke kan dechifrere - endnu! Jeg skal mødes med Arvanitis igen på søndag efter Den Guddommelige Liturgi, og jeg sætter virkelig pris på, at han gider bruge tid og kræfter på at sætte en grønskolling som mig ind den ældgamle musiktradition.

Ioannis Arvanitis' kor (eller halvdelen af det). Ioannis sidder ned.

Byzantinsk nodeskrift (undskyld billedkvaliteten)

Hvis du er nået herned, kære læser, takker jeg venligst for din tålmodighed!

Blæs mig et stykke!

Så er det vist på tide med en opdatering her på min athenske blog!

Overskriften hentyder til, at jeg nu forgæves i 1½ uge har prøvet at få kontakt til en græsk klarinettist, der kunne lære mig at blæse en græsk folkeklarinet op. Det er som sagt ikke lykkedes. Jeg var næsten ved at opgive håbet, indtil jeg i går gik en tur på Museum of Greek Popular Instruments.

Klarinetter, der har tilhørt berømte græske klarinitzides

Der havde de alskens fine instrumenter, såsom klarinetter, fløjter, zurnaer (en slags skrigende obo), lauto (en lut-guitar), oud (arabisk lut), trommer og flere forskellige bouzoukier, det græske instrument par exellence. Man behøver blot at ihukomme titelmelodien fra Zorba for at genkende dette karakteristiske græske instruments inciterende strengeleg.

Bouzouki!

Det viste sig nemlig, at der er undervisning i alle disse instrumenter alle ugens dage, også græsk klarinet! På onsdag kommer klarinetlæreren, så jeg vil kigge forbi og håbe, at han vil vise nogle tricks.


Jeg har også været rundt ved de største musikbutikker i byen for at se på klarinetter, bouzoukier og lauto'er. Jeg vil gerne købe én af hver med hjem, men det tillader nok hverken økonomien eller SAS. Måske kan jeg ikke holde fingrene fra en bouzouki, så der ryger muligvis sådan en med hjem til samlingen af sære instrumenter. Jeg spurgte også i alle butikker, om de kendte en klarinettist, men de gjorde de ikke, og hvis de gjorde talte pågælende ikke engelsk. Men nu er der lys forude!


Ellers er ugen gået med bl.a. besøg på det byzantinske museum. Det var ikke så spændende, for det var ikke særligt stort, og de billeder, jeg fik taget, var mildest talt dårlige. Jeg har dog taget et af min navnefætter, Orfeus, der her spiller på lyre:



I dag, søndag, har jeg haft et spændende og interessant møde på en cafe ved siden af Agia Irini med Ioannis Arvanitis, som er en af de førende har i Grækenland inden for studierne af byzantinsk musik. Og hvad er så egentlig byzantinsk musik? Jo, det er, kort sagt, den græsk kirkes kirkemusik. Man finder ikke orgler og andre hedenske instrumenter i kirken, kun sang. Og den byzantinske musik er derfor essentielt kirkesang. En pendant er den gregorianske korsang, som den byzantinske også ofte er blevet sammenlignet med. Klik på videoen i mit forrige indlæg og hør et par smagsprøver på musikken.

Nå, men Arvanitis tog sig god tid til at sætte mig ind i hele sin spændende forskning og den græske kirkesangs mysterier. Han er selv uddannet "psaltes", altså kirkesanger, og har i flere år været medlem af Agia Irinis kor, ledet under den navnkundige Lykourgos Angelopoulos - som en passant også hilste på på caféen.

På torsdag vil Arvanitis holde korprøve med sit eget kor. De har ikke haft prøver siden januar, men for min - og musikkens - skyld, vil han prøve at samle kræfterne til en korprøve. Jeg er inviteret med på en lytter og glæder mig meget.

Til sidst blot et par stemningsbilleder fra Athen. Jeg ville gerne have postet nogle billeder af politiet og de mange indere og afrikanere, som opfører et sandt komediespil, ja en farce, hver eneste dag. Afrikanerne og inderne står på turistbefængte gader og sælger skrammel - Guccitasker og ditto solbriller, gummitomater, der kan splatte ud, postkort og små solskærme. Hver eneste gang politiet nærmer sig, løber rygtet blandt disse gadesælgere, og i løbet af ingen tid har de samlet al deres habengut i en bylt og stikker af sted, indtil faren er drevet over. Jeg tror ikke, politiet nogensinde fanger nogen af dem, og hvis de gjorde, ville der nok bare komme flere til. Jeg ville have postet nogle billeder, men jeg var lidt usikker på, om farcens skuespillere nu også brød sig om det. Så I må nøjes med min beskrivelse.

Det græske militær rykker ud!

Bager "Krumme" fra Hjørring har indtil flere græske kolleger. Her er en af dem:

Byzantinske sko - mon de ikke lige er noget for Hanne?

Kaló Pascha!

Så var der ellers påskefejring i Athen i weekenden! Jeg gik sammen med mine bofæller fra Det Danske Instituts gæstelejlighed op til Agia Irini kirken, hvor et af de bedste byzantinske kor efter sigende skulle findes.

Det var en stor oplevelse, og koret var rigtigt godt. Hvis du har 3 min. til overs, som alligevel skulle bruges på Facebook, så kan du se et lille diasshow med billeder og lyd fra påskegudstjenesten her:

I lørdags var jeg oppe på Filopappou-højen, som ligger til venstre for mit værelse, og som jeg kort har omtalt i mit første indlæg fra Athen. På vej op til monumentet på højen, støder man først på Sokrates' fængsel. Det sted, han skulle have opholdt sig, inden han lappede skarntyden i sig...

Sokrates' fængsel

Monumentet på Filopappou-højen

Jeg gider ikke kede den ærede læser med kedelige historiske fakta om monumentet - dem kan man finde på wikipedia og i turistguides. Nej, mere interessant er udsigten fra højen:

Akropolis set fra Filopappou

Tænk, at Athen i virkeligheden er bygget af hvide og beige legoklodser! Sådan ser det i hvert fald ud deroppe fra.

Ligesom at jeg kan se Filopappou fra mit værelse, så kan man også set mit værelse fra Filopappou:



Turen ned fra Filopappou sendte mig ud på noget af et eventyr. Jeg gik for sjov i en anden retning, end den jeg kom op ad, og endte efter en lang travetur gennem buske og over klippefremskud i et stille og roligt kvarter, som tydeligvis var for de bedre stillede. Her var der sågar en hund, der hidsigt gøede ad mig, hvad hundene i deres ellers hensynsløse færd ikke gør.
Men, jeg slap med livet i behold og fandt efter længere tids spadseren rundt blandt de rige grækere hen til Koukakikvarteret.

I går var jeg henne på tavernaen "To Kati Allo", som vist nok betyder "Noget andet", hvor Annoula serverer hjemmelavet græsk mad, varmet i mikroovnen. På "To Kati Allo" har fødevaremyndighederne aldrig sat deres ben, og godt for det. Maden smagte godt og var billig! Jeg vender tilbage med billeder af Annoula og hendes restaurant/taverna i et senere indlæg.

Til sidst blot endnu et kattebillede. I formiddags fik jeg øje på denne kat, der havde fundet sig et dejligt sted at sove. Hvem vil ikke gerne være kat?

Ortodokse grækere og stoiske katte

En ortodoks gudstjeneste kan godt føles lidt lang. Jeg vovede mig ind til langfredags første gudstjeneste, som holdes allerede torsdag aften.

Da der var gået 1½ time, og jeg intet forstod, undtaget nogle få gloser og det næsten rablende "kirileisonkirileisonkirileison", måtte jeg forsøge at dampe af stille og roligt. Jeg tror heller ikke grækerne forstår så meget, for præsten og psalterne (kirkesangerne) synger, messer og læser på Biblens græsk, men med nygræsk udtale. Det svarer vel næsten til, at vi læste oldnordisk i de danske kirker med djærv vesterbro-accent; onde tunger ville sige, at det lige netop er det, vi gør i Den Danske Folkekirke i dag, omend naturligvis mest i København.

Alle havde en lille liturgibog i hånden, som de fulgte med i, ganske fornuftigt. Det havde jeg bare ikke. Jeg nød dog psalternes sang, der i begyndelsen lød lidt rodet, men pludselig blev meget ordnet og fint. I den græske kirkesang gør man (næsten) alt det, man ikke gør i vesten - glider frem og tilbage mellem tonerne og bruger masser af ornamenter. Derfor lød det også lidt krampagtigt, når menigheden forsøgte at sætte ind på visse udvalgte steder. Godt vi har haft Kingo, Brorson og Grundtvig i Danmark.

Når man kommer ind i kirken, tænder man lys, kysser ikonerne og gør korsets tegn en hulens masse gange. Som en kold protestant fra nord forekommer det mig ret uvant, så jeg undlod at gøre fagterne efter. Det så ingen vist skævt til.

En ikon skal da have masser af sildesalat - og et ur!

Jeg har nu været her i tre dage og er efterhånden ved at vænne mig til byen og dens tempo. Det går hurtigt her - især i trafikken, hvor man skal holde et vågent øje; grækerne holder ikke nødvendigvis tilbage for rødt.

I går var jeg på vandring i bymidten. Midt på den store gågade, der fører ned til Domkirken, Mitropoli, var der pludselig en lille kirke, ja nærmest bare et lille kapel inde mellem alle butikkerne.




Jeg gik indenfor og kiggede rundt i mørket, da en midaldrende græsk kvinde pludselig begyndte at skælde og smælde. Jeg tror ikke, hun rasede over protestantens tilstedeværelse, for hun gik frem og tilbage mellem ikonerne og råbte ad dem. Ak ja, det klassiske theodicéproblem - hvis Gud er så god, hvorfor er alting så så slemt og træls?

Manden her på billedet var vist kirkens kustode, som rystede lidt på hovedet over den iltre furie i kirken.



Som nævnt er der hunde og katte over alt. Hundene ser man oftest. De strejer stille og roligt omkring og er ganske tamme, men vist ikke nogens. Herreløse og hensynsløse.

De ligger ofte og sover, lige midt på store pladser og ved befærdede veje med en enorm trafikstøj. En havde også fundet en god plads lige ved indgangen til domkirken.



Kattene er ikke så meget fremme om dagen, men begynder at luske frem på eventyr ved skumringstid. Jeg fangede et par stykker i går, men mødte også i dag en hel kattefamilie med små killinger, der havde fundet en legeplads blandt et par parkerede motorcikler. Katte (og hunde her i Athen) er sande stoikere!

Kattegræs!

Akropolis og katte

Efter en tre timer lang flyvetur i godt vejr ned gennem Europa, landede jeg ved 14-tiden lokal tid i Athens lufthavn. Og efter en kortere bustur i dårligt indeklima og regnvejr udenfor, kom jeg med Metroens mellemkomst frem til området mellem bydelen Koukaki og Makrigianni, hvor jeg skal bo. Jeg er nu blevet installeret på værelse 2 i Det Danske Instituts gæstebolig på gaden Parthenonos, der vist er opkaldt efter et eller andet tempel.

Det er et skønt sted med et fint værelse:


Jeg har adgang til en dejlig altan med udsigt til Filopappouhøjen mod vest


... og mod nord kan man se lidt af Akropolis:


Der er i øjeblikket fire beboere, hvoraf en er bortrejst i en periode og de to andre er amerikanere. Vi er fælles om bad, toilet og køkken. Køkkenet er (meget) lille, men man kan vist godt klemme en pizza ind i ovnen:


Der er fyldt med katte her i Athen. Jeg gik en tur rundt om Akropolis og mødte et dusin stykker i alle mulige farver. Jeg ved ikke, om de vil snakke, de havde i hvert fald travlt med det, katte nu har travlt med. Jeg havde ikke kamera med, men vil tage nogle billeder af de mange firbenede byboer senere. Og så ligger der i øvrigt hunde og flyder over det hele, bare sådan midt på fortovet. Jeg troede, det var forbeholdt katte at udvise den slags hensynsløse adfærd, hvor man sover der, hvor man kan, fordi man har lyst.

I morgen skal jeg sende min ph.d.-ansøgning via nettet til Det Teologiske Fakultet. Den skal skrives færdig og rettes, i rigtig god tid som altid. Til det formål er jeg yderst privilegeret med svigerfamiliens rejsekit, der indeholder gode lakridser fra Danmark!

Velkommen!

Jeg har nok egentlig altid været lidt en nørd, ja faktisk en supernørd. Nørd er et grimt ord, men den eksistensform, ordet betegner, er min. Videbegær, nysgerrighed og interesser for sære detaljer er en drivkraft, en benzin jeg kan køre længe på.

Urfeus er et nørdenavn. Jeg fik det af min latinlærer i 1. g, fordi jeg morede mig med at skrive sjove sætninger på latin til ham på tavlen. Det var nok lidt nørdet.

Nu drager jeg til Athen for at studere byzantinsk musik og digteren Romanos Melodos, som ingen har hørt om. Og for at kigge på mosaikker og ikoner og gammelt ragelse fra oldtiden. Murbrokker på Akropolis, som alle har hørt om. For at gå til gudstjenester, eller guddommelige liturgier, som de ortodokse kalder dem, for at indsnuse den beskidte athenske smog og lytte til bouzoukier og folkesange om ulykkelig kærlighed og hash. Og for at sidde flittigt på studerekammeret og læse og oversætte gamle græske hymner.

Jo, det er måske lidt nørdet, men jeg glæder mig meget. På denne blog vil jeg løbende fortælle om og beskrive mit ophold og lægge billeder og andre interessante ting ud til offentligt skue.

Imens må min kære Eurydike vente derhjemme, indtil en skandinavisk flyvemaskine vil bringe hende fra Underverdnen til mig i maj.

Ciao, eller som grækerne siger: Vi ses do!